….. Ja en lidt rodet og speciel overskrift.. Men jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle skrive som dækker over indlægget i dag.. Så det blev lige nogle stikord som dækker lidt over det hele…

Min mellemste søn, Lucas, skulle overnatte med sin klasse i Kattegatcentret fra i går til i dag. Det har været en super fed oplevelse for dem, og hele dagen i går var fuldstændig skemalagt med alle mulige sjove aktiviteter. De skulle så tilgengæld tidligt op her til morgen – kl. 5,45, da der skulle gøres rent og klar til dagens gæster i Kattegat i dag. Så Gösta måtte tidligt op og hente Lucas og et par kammerater her til morgen.

Det har været en stor overvindelse for Lucas, at skulle på sådan en tur uden os. Han har i gennem de sidste 3 måneders tid haft det rigtig svært mht. skolen. Han har altid været en følsom og sensitiv dreng, som bl.a. har haft (og har) det lidt svært med for mange forandringer. Hans selvtillid og selvværd i forbindelse med skolen har aldrig været så godt, og specielt i 3. klasse og nu også 4. klasse har han været meget plaget af det. Når han er i skole er han meget anspændt – skuldrene er helt oppe om ørerne og han ved ikke hvad han “skal gøre af sig selv”. – Helt vildt usikker.. Men når han så kommer hjem er han bare en helt anden dreng med rigtig meget  krudt bag i. Han er fuldstændig afslappet, men kan også reagere ret voldsomt på nogle bestemte ting. Bl.a. hvis han føler sig uretfærdigt behandlet kan han reagere ret voldsomt – eller hvis han kan mærke at der er nogen der ikke “gider” ham, bliver holdt udenfor o.s.v. han fornemmer det tit meget hurtigt, og tager det meget nært – hvem vil ikke gøre det? Men hvor andre måske ikke siger noget videre til det, eller leger med nogle andre så reagere han – med det samme. Det er jo egentlig en meget sund egenskab at ha` – altså at han ikke finder sig i at blive behandlet dårligt. Men i nogle situationer har han måske misforstået noget der er blevet sagt – det er måske ikke ment på den måde som han troede, og så virker hans reaktion nok lidt som en overreaktion for mange.. Vi forældre ved jo godt hvorfor han reagere som han gør nogle gange, og vi prøver at lære ham at ikke alt er ment som noget negativt. Det værste jeg ved er når vi er sammen med nogen, som ikke forstår hans reaktion og som synes han er træls og irriterende. For de få (heldigvis) mennesker vi kender som har det sådan med ham kan ikke skjule det, og det er noget både vi som forældre kan mærke, men i den grad også Lucas.  Han fornemmer sådan noget lynhurtigt, og det har været med til at han tit har følt sig “forkert” i sådan et selskab.. Heldigvis er de fleste vi kender meget forstående, og det er jo heller ikke sådan at han ter sig tosset.. – Slet ikke.. Han finder sig, som sagt, bare ikke i at blive uretfærdigt behandlet.. Og det kommer så nogle gange til udtryk på en lidt “uheldig” måde.

Nå, men sidste år havde vi et par episoder hvor han bare ikke ville ind på skolen. Vi stod udenfor, og han ville under ingen omstændigheder gå ind. Vi var først bange for om der foregik et eller andet i det sociale i klassen, men det stod klart at han faktisk var og er ret vellidt blandt klassekammeraterne. Det gik heldigvis over igen inden sommerferien, og da sommerferien var slut og Lucas skulle starte i 4. klasse i et andet klasseværelse, blandt alle de store elever, med nye lærer, pædagoger og med en ny skolereform tænkte jeg shit nu skal Lucas helt sikkert i gennem det samme igen. Men heldigvis tog han det bare i stiv arm, og havde det så godt i skole og sfo.
Så fik vi efterårsferie, og vi havde bare en rigtig god og hyggelig en af slagsen. Så det var svært da de skulle starte i skole igen. Han begyndte at få det rigtig skidt. Havde hovedpine, mavepine, kvalme.. Vi tænkte et kort sekund; er det pjæk? Nu hvor ferien havde været så god så kunne det jo godt være, at han måske pjækkede lidt.. Men det fandt vi meget hurtigt ud af at det var bestemt ikke pjæk. Det var så frustrerende, og vi vidste ikke hvad vi skulle gøre . Det blev bare værre og værre.. Han kunne ikke selv forklare hvorfor han havde det sådan.. Det eneste han kunne sige var at han var bange for, at han kom til at savne os, men han kunne ikke fortælle hvorfor han pludselig fik det sådan.

Da vi kom til december var det rigtig skidt, og jeg har grædt utrolig mange tårer for jeg kan slet ikke beskrive den følelse man sidder med som forældre.. Dit barn har det simpelthen så skidt, og du kan ikke selv hjælpe det. Han havde det så svært, at han på ingen måde kunne gå ind i klassen om morgenen. Det begyndte  hjemme som regel 5 min. før vi skulle køre, og jo tættere vi kom på skolen jo værre blev det. Nogle dage stod han uden for døren ind til skolen, han blev fuldstændig bleg, fik det virkelig fysisk dårligt og kunne bare ikke gå ind. Andre dage kom vi trods alt ind på skolen, men kun hen til garderoben og så fik han det simpelthen så dårligt igen. I december måned levede vi nærmest i vores egen lille boble. Jeg sad rigtig meget ude på gangen for det var den eneste måde vi kunne få ham ind på.. Altså hvis han vidste at jeg sad ude på gangen.. Og vi var jo desperate for vi ville jo heller ikke ha` at han gik glip af for meget i skolen.. – Det ville jo gøre det endnu svære for ham at komme tilbage.. Mine tanker kredsede hele tiden om det her. Både hvorfor han havde det sådan, hvor frygteligt det var at se ham sådan, hvordan vi nogensinde skulle komme ud af det, og hvad med hans søskende de var jo også kede af det her. Når skoledagen var slut og vi trådte ind ad døren herhjemme, så ændrede han sig til den glade og livlige dreng vi kender med farve i kinderne og glimt i øjet. Men når sengetiden nærmede sig begyndte alle spørgsmålene igen; hvad nu hvis jeg ikke kan gå ind i morgen, hvad nu hvis jeg drømmer i nat, hvad nu hvis jeg kommer til at savne jer.. Han var så nervøs og hans tanker fløj rundt i hovedet på ham. Han kom op en del gange fordi han var bange og ikke kunne sove. Vi prøvede med afslapningsmusik, mindfulness osv. men han vågnede hver eneste nat.. Jeg kan ikke beskrive den følelse jeg sad med. Det var frygteligt at se ham ha det så dårligt. Han slappede jo ikke af på noget tidspunkt.. Eller jo det gjorde han. Når han kom hjem efter skole og i de efterfølgende timer, og når han var til fodbold.. – Så var han glad og afslappet..

Vi kontaktede selvfølgelig de lærer der var tilknyttet Lucas, og fik også et møde med dem. På mødet aftalte vi at vi skulle forsøge med et “reduceret skema” hvilket betød at han fik fri kl. 11,30 hver dag. Vi kontaktede vores læge, da det ville gå hurtigere med at få den rigtige psykolog hjælp gennem hende. Men sådan har det bare ikke været – der er utrolig lang ventetid, og vi har virkelig følt os alene om det her. Vi følte at vi løb panden mod en mur mange gange i det her forløb. Vi valgte derfor at få ham til fysioterapeut som gav ham kranio sakral terapi samt nogle øvelser, derudover har han været i hypnoseterapi hos hypnotisøren Jeppe Schjøtz.  Og jeg skal da indrømme at jeg var lidt i tvivl om det kunne hjælpe Lucas, og om han overhovedet kunne hypnotiseres. Men på det her tidspunkt var jeg fuldstændig ligeglad – virkede det ville det være fantastisk, og gjorde det ikke – jamen så havde vi forsøgt.. Men jeg skal da lige love for, at det hjalp. Dagen efter hypnosen  blev han afleveret i skole uden problemer overhovedet. Det havde vi ikke prøvet i meget lang tid. Og vi måtte da også knibe os selv i armen i løbet af de næste 2 uger. – De forløb uden problemer.. Så blev det juleferie.. Og da det vi skulle starte på arbejde og i skole igen var vi slået tilbage til start. Han kunne igen ikke gå ind, og det var næsten værre end det havde været før.. Det har været så hårdt – især for Lucas.. Han hader at han har det sådan, og siger tit at hans største ønske er, at han bliver som han var før og at han kan være i skole ligesom hans klassekammerater.. Av mit hjerte.. Han kan bare ikke gå ind i gennem døren til klasseværelset.. Han kan ikke.. Jeg ved godt det måske lyder mærkeligt for nogen, men han kan ikke og bliver meget dårlig og skal kaste op. Vi har så fornylig haft endnu et møde med skolen, og aftalte at Lucas stadig har det reducerede skema, men at han skal skrive til mig når han går hjem – hvor før aftalte vi hvornår jeg skulle komme. Når skoledagen starter har de noget der hedder læsebånd, og her skal de sidde og læse i en halv time. Her har vi aftalt at Lucas ikke behøves at læse, men må gerne kigge på ipad i stedet for. Grunden til det er at vi tænker det er en slags gulerod. Så er det måske ikke så svært at komme ind i klassen om morgenen. Nogle morgener har jeg siddet oppe på skolen med Lucas indtil kl. 10.00 hvor første pause starter, og når kammeraterne så kommer ud går han med dem.. Så går det hele meget nemmere for ham, også kan jeg godt gå.. Derfor gør vi sådan, at vi allerede er oppe på skolen 20 min før det ringer ind så han er en af de første deroppe.. Så er det ikke så svært for ham at gå ind.. Og så har vi skrevet alt hvad der skal ske i løbet af morgenen og skoledagen ned, så han ved præcis hvad der skal ske hvornår. Og sidst men ikke mindst så har han været en tur forbi hypnotisøren igen.. Alt det har virkelig hjulpet.. Hele den her uge har han været i skole hvor det kun var tirsdag han havde det lidt svært – og onsdag var han i skole helt indtil kl 14.30..!! Det er første gang i 3 måneder det er sket.. Han, og vi selvfølgelig, er så pavestolte over det.. I skulle ha` set hans øjne – de strålede simpelthen.. Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at hyle… Det var et kæmpe skridt i den rigtige retning. Men jeg vidste jo også de skulle på overnatning fra fredag til lørdag, som jeg fortalte i starten af det her indlæg. Og han ville så gerne med, men var så nervøs. Han spurgte meget hvad nu hvis spørgsmål (hvilket han har gjort meget i alt det her de sidste måneder). Vi forsikrede ham om, at det ikke var længere væk end at vi kunne hente ham. Vi havde også en aftale med en af de mødre som var med i planlægningen og som skulle med, at han kunne gå til hende hvis der var noget. Og ved i hvad det gik bare så godt. Han havde ikke haft tid til at savne os. Det har været en kæmpe sejr, og jo flere sejre han får jo bedre og lettere bliver det for ham.. Vi er så småt begyndt at kunne se et lys for enden af tunnelen. Der er et stykke vej endnu, men vi tror på at vi er på rette vej nu..

Hov jeg vil da også lige fortælle, at PPR har noget som hedder åben rådgivning hvor forældre kan komme ned og snakke med 2 psykologer. Det benyttede vi os af og var derfor nede og snakke i 1 time. Det blev ikke registreret nogen steder -det var simpelthen bare rådgivning og hjælp til os som forældre. Og det var virkelig så godt for os. Vi kom ned og snakke med nogen som havde forstand på det her, og kunne fortælle os hvad vi kunne gøre.. Bare lige et tip.

Også vil jeg da også lige fortælle, at vi har valgt at være meget åbne om det her. I starten var det egentlig Lucas som bare gerne vil ha` at alle vidste han ikke havde det så godt. Når jeg skriver at vi har valgt at være åbne, er det ikke sådan at vi bare plaprer løs til højre og venstre, men hvis der er blevet spurgt så har vi fortalt hvad det er der foregår. Det har hjulpet os rigtig meget, og vi har på den måde faktisk fået hjælp af andre som har stået i en nogenlunde samme situation. Det var blandt andet her vi hørte om kranio sakral terapi og hypnose terapi. Vi har mødt stor forståelse fra næsten alle, men ind i mellem har det også været nogen som ikke har kunne forstå det eller som mente det var noget pjat.. Og jeg kan sagtens følge folk som ser sådan på det.. Det kan sagtens være, at jeg selv havde set sådan på det hvis jeg ikke selv havde prøvet og stå i det.. Det er jo ikke til at sige, men nu hvor vi så har stået, og stadig står i det er jeg blevet så meget klogere på mange ting.. Og for s**** det har været en hård og drøj omgang.. Jeg tror aldrig jeg har grædt så meget, specielt om aftenen når alle i huset sov. Det er slet ikke til at beskrive…
Nu har jeg delt en flig af det hele med jer.. Og dermed blev min blog meget mere personlig.. 🙂 Og hold nu op et langt indlæg jeg fik skrevet.. Det har jeg vidst ikke prøvet før..

Da Lucas kom hjem i morges havde jeg lavet amerikanske pandekager. Som en lille fejring på endnu en sejr for Lucas.. Og jeg tænker lige at jeg vi slutte det her meget lange og meget personlige indlæg af med opskriften på pandekagerne.. – Som i øvrigt er utrolig nemme.

 

 

 

300 g. mel

½ l mælk

2 æg

50 g. sukker

1½ tsk bagepulver

lidt smeltet smør (jeg brugte 20g)

 

Bland mel og mælk godt. Bland resten af ingredienserne i. Rør godt..

Put noget smør på en pande og hæld derefter ½ dl dej på panden. Jeg havde plads til 2 af gangen. Pandekagerne skal ha` ca. 2 min. på hver side.

serveres med Nutella, sirup, sukker og syltetøj.. Eller hvad du bedst kan lide.. 🙂

pandekagerpandekager 2